1. |
Introduktion
02:40
|
|||
Introduktion
Det er Illusionisten kendt som skæbne ændreren –
- menneskekenderen – elskeren - sjæle henteren
det er fællesnævneren den frelsende hævner –
med de hævede næver det arrede væv
og de blodige hænder
Det er enspænderen - ingen kender -
benspænerer der har smagt asfalt
da han cyklede uden hænder
Det er Buffalo soldaten uden Bob Marley dreadlocks
ja Underdogg er horror core som Uncle Howie records
Det er skizoen fra stenbroen
der mistede troen i metroen
kun en sidste zone fra sin endestation
Jeg hvisker i mikrofonen ik til nogen specifikt
for min lyrik er egentlig bare en del af mit eget egotrip
det er fluen på væggen der skiller sig udenfor mængden
der suger igennem på pinden ser den forsvinde
Det er vendekåben med et gemt våben i trenchcoaten
der går gennem tunnelen med åben ild
for at ku se enden på den
den usle taber der knuser tusinde hjerter
udmærker sig i at se ting der ik burde være der
ham der til tider tilbeder sig selv blasfemisk
da han er bange for at alt andet vil ende patetisk
Det er den vakkelvorne sammensvorne -
næstøverst – i rangordnen behøver ik kampvogne - fører krig med tankestorme
det er ærkeenglen Uriel det er Tinmanden
det ingen anden end Mørkets Fyrste
der byder op til kinddans
Det er Illusionisten første vælger til kiste
den triste bevidste knægt der kæmper til det sidste
har intet at miste men alting er satset
den grønne gren er visnet jeg orkede ik passe den
Det er martyren med paraplyen på en sommerdag
der afventer daggryets klarsyn om dommedag
den sjældent kortfatted skumbag med boldbattet
der opfattede tegnene på at regnen bare fortsatte
den intetanende billedbemalende – lille dreng
det er den himmelfaldne bindegale voksne mand
det er den spinkle fyr
det er tvivleren det er drømmeren
det er det bitre dyr det skriveren det er dommeren...
Det er brobyggeren ordstyreren – Det er storrygeren
det er nedbryderen afbryderen – det er afrydderen
det er den splittede maskebærer gemt i kulissen
der nu har trukket sværdet - det er Illusionisten
|
||||
2. |
||||
SYNDENDE ENGEL – ANGRENDE DJÆVEL
Du tror vi elsker hinanden det er jeg næsten sikker på
jeg ka mærk det på dine kærtegn der tigger mig om ik at gå
og den måde du kigger på mig - selv når jeg kigger væk
og på den måde din krop knuger min hver gang vi ligger tæt
og jeg forfører dig med de smukke men tomme ord og løfter
samt magiske timer med elskov til jorden ryster
ik at forglemme alle de dårlige vaner og planer
samt illusioner jeg skaber med de ordbilleder jeg maler
du er tryllebundet af poeten der er gemt bag joggingtøjet
selvom jeg aldrig blotter hvem jeg er for dit blottede øje
men dit hjerte elsker mig og det piner din stolthed
og mit ville’ elske dig hvis jeg havde haft et at gøre godt med
Men jeg er en Syndende Engel en Angrende Djævel
der flygter fra den smukke men dybt forrentede sjæl
jeg er en Syndende Engel en Angrende Djævel
der søger efter himlen mon jeg vandrer forgæves
jeg er en Syndende Engel en Angrende Djævel
du hvisker godnat til mig når jeg skriger godmorgen til månen
jeg er en Syndende Engel en Angrende Djævel
intet er for evigt og langt om længe forstår jeg grunden
Gid vi ku elske så ville alt være så simpelt
men djævlen i mig fortjener ik at være omkring de faldne engle
Jeg hvisker dig skøn lyrik til søvnen stjæler billedet
og sælger dig drømme for en slik og en tvivlsom sjæl for intet
jeg misbruger de rigtige ord lover guld og grønne skove
at vi har en solrig morgen ventende med fuglefløjt foroven
jeg stjæler alt du ejer med simple strofer om håb
og erstatter dit hjerte af guld med det korteste strå
jeg samler de missede chancer de alle sidste tanker
og mærker fantomsmerter fra der hjertet engang var
udstiller mine mangler kort før lamperne slukker
før endnu en engel fra himlen udånder i armene på mig
Jeg åbner op åbenlyst på åben gade under den åbne himmels
åbne skyer men det er åbenbart for sent for du åbner ik
jeg bukkede under lod dig kom ind under skindet på mig
jeg dåner forsvinder til et hemmeligt sted hvor ingen ka nå mig
jeg håber på mit nummer er det næste nummer du råber og
skåler med de andre der også er fanger af månens stråler
jeg er tryllebundet af sort magi hekseri og sirenesang
men falder sammen da jeg opdager vi ik længere falder sammen
forgæves forsøger jeg at kysse liv i dit livløse legeme
men der er stadig ingen trøst at hente det er så meningsløst at elske
begge var vi strandet mellem helvede og den syvende himmel
uden at vide du også var en angrende djævel samt en syndende engel
Du er en Syndende Engel en Angrende Djævel
der flygter fra den smukke men dybt forrentede sjæl
jeg er en Syndende Engel en Angrende Djævel
der søger efter himlen mon jeg vandrer forgæves
Du er en Syndende Engel en Angrende Djævel
du hvisker godnat til mig når jeg skriger godmorgen til månen
jeg er en Syndende Engel en Angrende Djævel
intet er for evigt og langt om længe forstår jeg grunden
|
||||
3. |
MørkeLeg
03:53
|
|||
MørkeLeg
Da jeg var en lille knægt fløj jeg væk på flyvende tæpper
med mine usynlige venner uden at ha noget at styre efter
dagdrømte om prinsesser og lygtemænd
men om natten lå jeg gemt uden sengen med lyset tændt
et rodet forskruet barn med et hovede i krig
der flettede ord sammen der nu bor i kategorien poesi
der kun lukkede op for sin beskyttende søster
for når natten dukkede op ku end ik stjernerne trøst mig
nogen mente det var min livlige fantasi –
blandet med film som Freddy og den om Mickey og Malory
min far frygtede for de fælder jeg ku falde i
da ik engang hans røst kunne overdøve nattens skrig
lægen kaldt det en form for epilepsi
selvom det mindede lidt om tvangstanker jeg skælvede indeni
min mor påstod at jeg var blev rørt af engle
og gør det stadig uden at blinke trods den mørke himmel
Jeg vil ikke være bange
nej jeg vil ikke lade mig skræmme
jeg lever med at
det lever i mig
forfølges af skygger der vokser og viser mig vej
Da jeg blev lidt ældre smeltede tårerne om til tvivl
stadig afskåret fra omverden og sortseer på livet
var stadig søgende efter min plads ved bordet
men gik også stadig sulten i seng når matchen var afgjort
rystende hænder skæve tænder spinkelt legeme
nede på de begge knæ for at ik miste sjælen
sjældent elsket – for det virker omsonst
jeg var en krøbling ik en søstjerne som Anthony and The Johnsons
jeg var besat af smerten efterladt i natten
først da jeg startede med rappen lyst øjnene bag starter cappen
jeg fandt drømme så smukke jeg måtte røre dem
men så lukkede jeg øjnene overrumplet af mørket
druknede i glas sko alene uden Askepot
var ude hvor jeg ik ku bunde uden at ha fundet en flaskepost
jeg trak sværdet op af stenen men endt i en gabestok
så jeg måtte skriv novemberregnen til dråberne lyste natten op
Nu er jeg forgrædt overtræt klædt i kejserens nye klæder
overhaler indenom uden at komme nogen steder –
holder kursen men er langt fra på rette vej
langt fra mit gamle jeg men begår de samme fejl
på jagt efter kys der ka strejf mig på munden
men er svejset til bunden kan kun ræk ud efter månen
hidkalder tågen så alt forblir hemmeligt
men bryder sammen og synger i regnen ligesom Gene Kelly
pusher det jeg rummer selv de knuste stumper af
af hjertets guldklumper så længe pulsen pumper
og rusker tungsindet til jeg husker de onde ting
jeg ser når jeg lusker rundt i det smukke måneskin
og jeg er sikker på at det er mig som stjernerne blinker til
så jeg springer på et ben efter himlen som en hinkesten
og hvisker med engle - kun jeg selv ka skimte
leger mørkeleg med livet til det viser mig himlen
|
||||
4. |
||||
JEG ER DIN MAND
Jeg kan være den mur der beskytter din krop
eller blot en bunke sten hvis du selv vil byg’ den op
jeg ka være hver en tråd i det flyvende tæppe
eller vis dig en drømmeverden helt uden at lette
Jeg ka knuse mit hjerte til det fineste dust
så du ka ta små doser af det og få vildeste rush
- jeg kan gøre det helhjertet eller samle hele hjertet
eller del hjertet du ka få det hele helt ærligt
jeg ka hviske den poesi du længes efter høre og
rører dig på den måde som du elsker at blie rørt
jeg ka være djævlen i dig når lysten koger over
og senere hjælpe din engle med at vogte når du sover
jeg kan være den rebstige du bruger til at flygte
og på samme tid den tryghed du ik vidste du stadig søgte
jeg kan være et dumt svin jeg ka være en machomand
en meget galant charlatan eller bare din mand
Jeg kan være det sidste slag hvor håbet triumfere
Jeg kan være dit hvide flag når du ik rummer mere
jeg ka grib dig i armene når livet blir farligt
jeg ka/ knib dig i armen når dine drømme blir til mareridt
jeg være dit lys når du glemmes af solen
vente ved enden eller hjælp dig sikkert over hængebroen
jeg kan være en træmand eller en bombe af begær
jeg kan svømme i dit farvand eller drukne mig der
jeg ka være alt eller intet eller et sted imellem
samt gælden til himlen for hjertet og sjælen
jeg ka ta styringen eller være navigatør
jeg ka holde igen gi slip eller lade det falde som før
jeg ka være din drømmefyr mens også den du frygter
jeg ka/ følg mine følelser hvis det virkelig er det du ønsker
Jeg ka tilmed nøjes med at være din hemmelige elsker
blandt tilfældige mennesker så længe jeg er den du elsker...
så længe – hvor længe – for altid
en evighed – et øjeblik – når du kan
lige nu - hele natten – ved daggry
et splitsekund – døgnet rundt –når du kan - for jeg er din mand
|
||||
5. |
Desillusioneret
03:36
|
|||
Desillusioneret
Var det ik for laget af make up og fake bling bling
den lækre krop og D-cup push uppen havde hun ingenting
hun har ingen job og inden længe ingen penge
så hun gir hoved og røv - for at få i hoved og røv
hun er den chick andre chicks ik vil hænge med
hun vil ha det hele med – men hun føler ingen glæde
en penthouse fisse når hun ik venter på flisen
frysende med en discman der repeter Illusionisten
Han sidder bagerst i både klassen og kantinen
han er nederst på rangstigen - ingen har set ham smile
han tar amfetemin og svampe og kokain
og laver farlige bomber med terpentin og benzin
han er overlegen når han først udfolder sig
men holder sig gemt bag en trenchcoat hen af Columbine
skræmmende tatoveringer pryder hans arme
og han lytter til Illusionisten for jeg lytter til ham – føler det samme
Hun er lige skredet fra sin elskede kæreste
for hun fandt ham med en anden i deres eget soveværelse
hendes stilletter knækkede midt på gadens brosten
så nu er hendes knæskaller og håndflader blodige
hun troede han var prinsen på den hvide hest
selvom de stride tæsk overskyggede den blide sex
midt i smerterusen blir hendes hjerte knust
til tonerne af Illusionisten fra det nærmeste værtshus
Han vågner op skrigende badet sved
mareridtene er der stadigvæk - så han er stadig vred
han husker stadig samtlige gange hans far knækkede ham
tæsket ham svækkede ham vækkede ham og kneppede ham
fordrukken og støjende med huller i undertrøjen
i rummet ved siden af hans mor der bare lukkede øjnene
han slukker sin smøg og kigger ned i afgrunden
og da han springer kan man høre Illusionisten i baggrunden
Hun har flyttet skole hun har været til psykolog
hun har endda prøvet hypnose - intet har hjulpet endnu
de har gjort det de ku men hun er stadig depri
hun er ensom det er som om hun mangler et eller andet indeni
grådkvalt ligger hun vågen hele natten
uden selv at vide hvorfor hun egentlig er så weird og ked af det
hun smider håndklædet i ringen - åbner sit håndled
smiler lidt og glider væk til det sidste omkvæd
|
||||
6. |
TomRummet
04:18
|
|||
TomRummet
Jeg knuger de ord jeg vælger at misbruge i flæng
med hovedet klistret til vinduet skulende fra skjulet
åbenbart ubrugelig vil gerne være en anden
men den faldne engel faldt igennem jeg faldt da jeg landede
overmandet af regnen overvejede jeg at sande fejlene
men man må ik lege med sandheden når man ser en anden i spejlet
Jeg ser alle tegnene men er jeg egent til at greje dem
leg med mit hjerte til du fordrejer det - det legende let
jeg kender ik længere vejen hjem kun vejen væk
men tømmer ønskebrønden for drømme - det er legende let
jeg sigter perfekt men har undervurderet distancen
brænder mine broer jeg tror jeg har overvurderet min chance
men søger ly i hendes arme selvom det er flygtigt
på jagt efter ”de levede lykkeligt” jeg ved det er ynkeligt
tårerne presser på regnen falder omgående
mens omtåget dybde bliver undskyldningen for tomrummet
Jeg svæver ud i intet
dagen går på hæld
lader tusmørkets skygger danse med min sjæl
jeg tømmer flasken bruger den som flaskepost
før slaget tolv så jeg ik mister min askepot
smilet er falsk jeg lader som om at alt er godt
men ved hjertet er koldt når jeg lægger masken bort
jeg skruer op for min genkendelige stemmes volume
men ender med at skjule meningen i min hemmelige hule
stjæler det jeg ska bruge og smider resterne fra mig
bruger sorgen som respirator og tårerne til at forsvar mig
men det virker så rigtigt og uventet vigtigt
du ser den jeg er inderst inde som var jeg gennemsigtig
undskyldende illusioner troner op omgående
og fylder tomrummet med alt og intet i stop motion
Elastikken springer sikkert men jeg springer
vingerne er pantsat så jeg aner stadig ik hvor jeg lander
mander mig op men blir overmandet af det indre barn
fødderne slipper vindueskarmen – jeg sigter efter min engels arme
lad os forsvinde sammen til sange af Jeff Buckley
kys mig på kinden elsk mig i vinden og jeg gir et kongerige
jeg erkender at jeg storforbruger af poesien
uforventet fuldstændig forelsket men i utopi
vil kæmp uendeligt for et øjeblik med tæthed
hvor vi ka elske uendeligt mens skæbnen fører penslen
men jeg skal næsten bryde sammen før du lytter
før du bryder min sjæls dans med tusmørkets skygger
fortsætter dog den håbefulde indre kamp
båret af dig til jeg atter får mit eget vingefang
vil undgå det uundgåelige jeg ved det er tåbeligt
men hjertet er rummeligt så jeg sigter efter det uopnåelige
|
||||
7. |
Journal: 250682
03:34
|
|||
Journal: 250682
Jeg spærrer mine øjne op gisper under iltmasken ser
min nøgne krop være spændt fast til briksen
jeg vågner i et kontrastløst underligt kammer
et apparat er forbundet til min arm med gummislanger
Mit syn forstyrres af et lysstofrør der blinker
og en hyletone gør at jeg ik ka høre hvad jeg selv tænker
”Patienten er vågnet – påbegynd fase 1”
jeg hører svage skridt der nærmer sig og mærker et stik
et ansigt dukker op – det virker en smule bekendt
ogs stemmen der siger ”Der er endelig liv i vores patient”
jeg skriger forvirret imens han vifter med kontrakten
men mister kontakten – da morfinen stjæler magten
Min næseborer fyldes med stanken af smeltede hud
når lige at se lazerboret før omgivelserne fader ud
efterfulgt af skæret fra en skinnede skalpel
det er vist det sidste jeg mindes før jeg igen falder hen...
”Påbegynd fase 2 – tjek patientens tilstand
tjek om hans sind kan fungere med vores implant
dobbelt tjek hans puls - tjek hans bevægelser
tjek hans pupiller - husk tjek hans reflekser”
De klistrer elektroder på mit kortklippede hoved
og indkoder min reaktioner på indviklede Enigma koder
de gir mig en sprøjte før de skifter mit drop
ka ligs’ godt gi op for mescalinen pumper i min krop
måske er det blot indbildning måske bare et mareridt
måske er det bivirkningen fra da de genstartede min harddisk
er det mon hypnose eller har jeg fået en psykose
måske skulle jeg vent pænt på den fremmede læge diagnose
min ben er lammede - det er det samme med min arme
jeg ka høre lægerne larme – lidt længere nede af gangen
jeg ved jeg blir overvåget – konstant nat og dag – håber
det snart er overstået da jeg hører: ”Påbegynd fase3”...
”fase 3 sat i gang hold øje med EKG’en
mere morfin, mescalin kom nu mere af det hele
han sku nødig vågne op under denne undersøgelse
lås døren så vi ik blir forstyrret - føler mig lidt døsig
Et kontor har erstattet det kontrastløse lokale
og et jakkesæt har erstattet de kridhvide kitler
på bordet ligger journalen jeg forsøger at tale
men det er som mit stemmebånd hele tiden svigter
han siger ”alt hvad du tror du ved du savner passer ik
det er bare en del af det teater som du helt selv skaber
det billede du selv maler med så sikre penselstrøg”
Han retter på sit tøj - rejser sig og tænder en smøg
Han forsætter ”Hmm hvor skal jeg begynde
Du har fx ik set solen eller hørt fuglene synge
du har aldrig taget et skridt du har ik været uden for en dør
du har praktisk talt ik levet - ingen vil græde når du dør
alt hvad du mindes du har indprentet på nethinden
er ting ingen kan finde en forklaring på hvorfor findes
men vi har en teori nu ska vi bare bevis den
vi tror nej vi ved at du er født til at være Illusionisten....”
|
||||
8. |
||||
Den Første Sidste Dans
Du siger jeg skal holde mig væk...
at jeg ik skal tale til dig...
at du ik vil kendes ved mig og ringer efter panserne
men jeg blir nødt til at se dig
så det gør jeg hver gang du kigger væk
Langt fra afklaret - tæt på afdanket
min ranglede krop kravler op af bagtrappen
ser du afslappet retter på neglelakken
ser regnen starte men har ingen regnfrakke
mens afmagten fra åbenlyse bagtanker
blanker indsigten i min håbløse fejlmargin
det skramlede hjerte ligger på fejebakken
det er jo bare dødvægt når vi ik må lege sammen
min krop er skrøbelig som Mister Glas
fucked skidt tilpas drugged på sprit og hash
godt tilfreds med en sikker sidste plads
det er mit store kollaps lidt hen af Vinnie Paz´
aben på ryggen har atter bidt sig fast
det er ik den hvide prins nærmere det hvide trash
smilet er falsk som en billig strippers dans
selv kejserens nye klæder vil jeg sikkert ik ku pas´
åndsvagt prøver jeg at dutch solens stråler
med de andre scumbags, goons og horeunger
brænder broer under de blødende fodsåler
og bruger store summer på mine sorte lunger
jeg hungrer hemmeligt efter det gode du rummer
uden at kende hverken navn eller telefon nummer
men jeg elsker dig håber du tror på mig
før solen slukker - og jorden går under
Den første sidste dans
vi går et skridt fortvivlet og vildledt i dit land
vi kender ik til grænser
ej heller til fornuft
men danser dansen fuldt for at favne noget smukt
den første sidste dans
jeg går i hundene - går af helvedes til
det ik dig - det er bare mig - det verdens ældste kliché
men det ingen hemmelighed - jeg gør det her
for jeg har været trist så længe at jeg er afhængig af elendighed
det som en joint lige inden sengetid - det en nødvendighed
når man vil glemme alt hvad man har gennemlevet
så lad vær at tænke på hvad det kunne ende med
ville bare væk og du kunne ik gi’ mig et gemmested
så hvorfor bygge broer - fundamentet er for skrøbeligt
og jeg stikker af så snart at lykken truer
det for sent at vende bøtten nu hvor
lejligheden er trang fordi at tavsheden er flyttet ind som ny beboer
og min facade den har tykke mure,
der ik’ kan gennembrydes af hverken mine venner eller psykologer
for mange løse skruer forgæves løbeture
føles som et maraton når hverdagen bliver tøsesur
og jeg ik kendt for at kæmpe til det sidste
jeg kendt for at være pænt egoistisk
når det er sagt så er jeg næppe værd at samle på
og du har steder du skal se - du har langt at gå
jeg bare en af mange skæbner du møder
hvor munden smiler mens sjælen den bløder
hvor kærligheden den næsten er død og
den sidste dans danser vi med slæbende fødder
|
||||
9. |
Stol På Mig
03:20
|
|||
Stol På Mig
Far se mig/ jeg helt fremme ved scenekanten
ene mand din søn ingen anden end Tinmanden
gir hele verden en del af sindet bag masken
ogs selv når den klasker mig i fjæset med sin handske
jeg har mistet troen vingerne er falske
jeg må selv flyt bjerge hvis jeg vil se det bag dem
mikser alverdens sprøjt med de mange lig i lasten
selv når vandene står højt og stormen splitter masten
i spids for skansen med en spidset lanse
for de vil forhindre massen i at genfinde skatten
kinddanser syndigt med engle midt om natten
medkvinder om halsen vifter flasken slingrer i valsen
må list på kanten til ingenmandslandet
med svigt i tasken og en trang til del vandene
med et ansigt der ik matcher det i passet
med plaster på de blødende knæ og en sjæl der er satset
Mor og Far/ drømmene er lige om hjørnet
Vi skal bare lige sikkert gennem mørket
går jorden under henter jeg den - tro på mig
bare se på mig bed for mig - jeg lover I ka stol på mig
Mor se mig/ nu cykler jeg uden hænder
ogs selvom gud sender tegn om at vi er uvenner
jeg fortsætter selvom vejen og broen ender
selv når regnen truende fortæller at det er ude med mig
gennem kulde efter guld gennem 1000 nætter
slæber de robuste lænker selv når kursen ændres
uforhindret jeg må huske det hun glemmer ogs
selv når fruentimmeren ik vil være i stue med mig
fuglene letter jeg blir og tuder med dig
selv når vandstanden stiger og alle ruderne flækker
gennem neu-clear vintre og mavesure skæbner
jeg blir til rusen ender og skroget på skuden lækker
jeg lusker tættere på det jeg selv udsletter
før jeg beruset sjæler stjernernes kludetæpper
jeg sulter efter dem jeg husker og elsker
mens nuet prøver at skjul både slutning og rulletekster
|
||||
10. |
Kindkys & Kvælertag
03:33
|
|||
Kindkys & Kvælertag
Vi ligger tæt kind mod kind når svampene kicker ind
jeg lister blindt forsigtigt ind i hendes splittede sind
forsvinder i hendes nethinder - nægter at stop op
for jeg ved godt vi kun fletter finger fordi vi er fucked up
jeg elsker når hun kommer forbi ryger lidt weed på mig
iført en lang tweet frakke uden noget som helst indenunder
og jeg lider under dette vidunders smukke smilehuller
ogs’ selvom hun siger det er spritten der taster mit mobilnummer
men havde det ik været for den ville hun sikkert ik vide af mig
og sikkert ogs’ bide mærke alle de andre pigers bidemærker
så vi sipper rom og gin - og puffer til vi går os seng og
knepper til ”porn again” - lige til det bliver morgen igen
vi elsker blandt de væltede flaskers ækle slatter
temmelig taber men på samme tid også grundlaget for at hun vil ha mig
hendes coke ellevetallerne matcher flot hendes blonde lingeri
og diamanterne i hendes øjne er alt andet end simili
det himmerige – midt i det helvede vi slippe fri
det er et legitimt skjulested fra den virkelige verden vi lever i
det er min medicin bestående af sex drugs og billig vin
det er spild af hendes tid og ikke mindst det er spild af min
det er en guillotine jeg render rundt med hovedet under armen
blodsprængte øjne og hendes rosa farvede læbestift på kraven
det er så forkert - og sikkert langt fra sandfærdighed
men vi er afhængige af hinanden - hvad skal vi med sand kærlighed
|
||||
11. |
Gift m. Dialekten
04:21
|
|||
GIFT
Jeg har det som en pose lort der snakker skidt
pesemist men spiller smart sådan rasende ordekvilibrist
presser mig selv op i et hjørne på et sortseende egotrip
piller mit eget ned før jeg piller ved dit
og når det er gjort er jeg klar på at flip
men fortsætter selvmorderisk til spejlbilledet ik glor så trist
skidtet snurrer hylekoret råber dramaqueen
se de broer du har bygget ja de brænder fint
nyder nedturen og smagen af virkelighed
vil så gerne være glad men til jeg blir det blir jeg ved
med den der selvfede selvmedlidenhed
har for længst anerkendt det sådan det lettest at leve livet
holder esserne tæt til kroppen
testen skal nok komme så indtil den fester jeg med flokken
messed up LMS'er forveksler tiden med klokken
lever livet baglæns og sætter mig på skriveblokken
knotten ogginok jeg blir nok aldrig voksen
jeg knokler på cuts og buster fejlfrit i boksen
så what the fuck det hele går jo nok
og ærlig talt har livet aldrig været bedre for det pjok
så hvad er der med mit brok er det forfængelighed
er NB forelsket i egen elendighed
nej jeg går bare hele vejen for at lede
efter min fordrejede egocentriske menneskelighed
Jeg tager min tid
til at anerkende min depressive sides eksistens
Jeg lader den bide
og æder giften til jeg bliver resistens
Vi lever så godt
vi har det så rart
i en verden af dollargrin hvor det er gratis at græde
Jeg ser mig selv i spejlet nikker til den fremmede
et skræmmende billede må sænk blikket med det samme
for sent til at fortrænge eller undslippe skammen
for brikkerne sir det hele når jeg lægger dem sammen
jeg kravler op at et reb der brænder op nedefra
med en abe på ryggen med mission at mislede mig
har skeletter i skabet samt en blodig kedeldragt
og de vedvarende mareridt er efterhånden begyndt at kede mig
er ik kridthuset nok nærmere i kulkælderen
godt beruset på gulvet med mærker fra hugtænder
har mistet smilet så jeg ruller op igen
og går tilbage til den fremmede kvinde i den fremmede dobbeltseng
lykken lokker med sine forførende stoffer
det skal åbenbart gå ned af bakke for det kører for mig
tøserne jeg stalker har ik følelser for mig
jeg blot en følelsesblotter som cuttere og forsøgsrotter
flygter fra fortidens spøgelser og monstre
og snaver med døden uden at vide hvad kyssene de koster
en kryster en hustler jeg er den fødte taber
men har hovedet på skriveblokken lige til øksen falder
jeg lever på lånt tid og skylder for guldårerne
samt det guldhjerte jeg stjal fra mit hjertes udkårne
Amor ramte plet jeg ku ik dæk skudsårene
så nu føler mig kun i live og kniven snitter pulsårerne
Efter jobbet løsner jeg bæltet og burer mig inde
og tager en omgang skyggeboksning med mine knuder derinde
der er mange løse ender og følelser vi gemmer
tomheden kan snige sig ind på dig som om den forsøger at sige
Kom og dø lidt med mig
Det er en fornemmelse for sne som frøken Smillas
men hvis du kan mærk den på varme dage må du røbe det for det smitter
kan føle det nogen gange selvom min kvinde er tæt på mig
noget inde i mig griner indædt som om det forventer ekstra nummer
ekstra hunger -rigeligt føde men intet for sjæl og sind
gi mig balance nok så jeg kan føle mig hel igen
Jeg er typen der siger for meget og røber min skrøbelige sider
indtil jeg selv indser det og mærker en klump ca. hvor drøblen sidder
så gi mig mundkurv på når jeg prædiker det blå
kun du kan løft mig op af det når jeg træder i små selvhadende sko
men lad det nu gå – krybene kradser
men pyt jeg trasker videre for atter at få ro
for nu passer jeg på med skærpet fokus og klarsyn
så når tingene ramler sammen om ørene på mig
og filmkulisserne græder og kulørerne drukner
- står jeg klar med min lille sørgelige kuffert
klar med min love i dag klar til aldrig at se os tilbage
uanset hvad fanden det er på bekostning af
men du kan ik flygt fra tomhedens gab
så bare bliv ved med at tømme din sjæl din crusty abe
|
||||
12. |
Flaskens Bund
04:04
|
|||
Flaskens Bund
Svalerne daler himlen den falder
træerne falmer sammen med englenes latter
tvinger sjatter ned på jagt efter rusen
i kontakt med fornuften men magter ik at bruge den
forskruet forgabt i et utopisk rod men jeg
vikler mig ud igen med blodet fra kuglepennen
men nu er jeg fuld igen langt fra mit fulde fem
og du er ik glemt så vreden ulmer i mig som en hooligan
gløden brænder ud om kap med at jeg bryder sammen
mens du lytter til vores sange med din nye flamme
mens gråden brænder om kap med spritten i halsen
jeg knuger de sørgelige rester mens du pisser i asken
intet var satset men jeg mistet en verden
så nu priser jeg flasken for at lindre lidt på smerten
øjnene brænder - tårerne prøver at sluk dem
men jeg ka stadig se dig for mig så jeg tør ik luk dem
Jeg ser det hele klart gennem flaskens bund
Har ik brug sympati og syndsforladelse
Jeg finder min ro på flaskens bund
Når du ik er melodien jeg synger ballader til
Jeg ser det helt klart gennem flaskens bund
hvorfor det var du gik da jeg mistede fæstet
Jeg finder mine svar på flaskens bund
Tørrer mine våde øjne og bestiller den næste
Panseren gir efter sanserne svigter
blandt en masse ansigter med falske hensigter
forhastede sigter jeg efter bardisken
klart vissen på flugt fra fornuft og paradiset
skriver stadig digte om alt det jeg troede vi havde
sønderrevet og svigtet af Amors brigade
splittet ad jeg bruger spritten som facade
indadvendt befængt misbruger smittet af hadet
ka stadig høre din stemme fortælle mig om verdens ende
så jeg råber op som var stilheden min ærkefjende
jeg teer mig selv om du sikkert ik ser mig
må skære mig til blods for at være sikker på jeg lever
må drukne mine dæmoner med ånden i glasset
imens nattens illusioner udformer min maske
natten blinker dødt til mig ligesom dukkeøjne
slukker jointen choker i sandheden og drukner i løgnen
Troen den mangler solen den brænder
urolig og bange tramper jeg over broer i flammer
gennem skolede rammer og de utro tanker
efter ubrugelige rester og optopiske chancer
mon du har glemt mig eller ka du ik kend mig
er jeg blot et spøgelse - du ser lige igennem mig
og når jeg ringer i min brandert fra barstolen
og erkender jeg elsker dig er det altid efter klartonen
men jeg ringer det sikkert og sikkert ogs senere
og sikkert også i morgen ligetil dit nummer ik virker
underbevæbnet med et sæt bævrende læber
hævede næver det knuste hjerte og en sjæl der flæber
synker længere ned med et bestemmelsessted
langt fra sjælefred men skræmmende tæt på elendigheden
prøver at kast masken - tonerne er falske
men så længe musikken spiller er du den eneste’ jeg vil dans med
|
||||
13. |
Uriel
03:52
|
|||
URIEL
Jeg var bare en lille dreng første gang det slog mig
alene i den silende regn blandt nattens illusioner
jeg var ik den samme længere men ingen ville tro mig
på nær min kærlige mor med hjertet af dimensioner
hun betroede mig jeg var et himmelsendt englebarn
og at inden var væk herfra havde jeg fået vingefanget
hun mindede mig om at kærligheden ville finde’ mig
og først da ville jeg kende ægte kærlighed indefra
hvad den indebar af smutstiger og skillevej
og hvorfor den pludselig ud af intet leger stilleleg
hun så mig i øjnene og rørte’ ved mit sind
hun tørrede min kinder og lovede at mørket ville forsvinde
det var næsten som om hun læste mine tanker
da hun hviskede der er ik noget som helst at være bange for
ingen er perfekte alle mennesker har mangler
og tør man elske andre kan man ende med at brænde sig
Alt det hun sagde og alt det hun gjorde
fik mig til at tro at jeg var sat på denne jord
med en større mission men verden er så stor
men min kærlige mor sagde mærk dig mine ord
og som tiden går
gir det hele mening nu forstår man det hele alt det der var så vigtigt
ja som tiden går
forstår jeg disse minder og springer ud af vinduet og spreder min vinger
Hun sagde at man altid sku være en værdig vinder
og at ærlige kvinder ogs stjæler hjerte og minder
hun sagde jeg en dag vil’ nå til verdens ende og vil
ku skelne mellem sjælevenner og ærkefjender
hun sagde jeg sku vide at jeg var vitterligt elsket
ogs selvom min tro på dette sikkert blir testet
og lyt til hvad min far sagde for han vil’ jo mig det bedste
og ik gå i barskabet men så grinte hun for det meste
at jeg ik var som de fleste men helt speciel
at jeg vil råb op den dag sandheden bliver tiet ihjel
hun hviskede at jeg var en del af en større ting
og at man ik altid sku spørge pænt men spark døren ind
hun mindede mig om jeg ik måtte glemme at man dør
og at jeg ik nødvendigvis sku frygte’ stemmerne jeg hørt
hun lært mig at drukne smerterne i kunstværker
hun har lært mig alt det er grunden til jeg er her
Hun hviskede at ingen kunne pille ved skæbnen
at jeg inderst inde mindede lidt om en af dem fra x-men
hun sagde der var mere mellem himmel og jord
mens hendes pegefinger vist mig hvor englene bor
jeg betvivlede hendes ord men nænnede ik at sige det
for jeg elskede hende ubetinget for at ha skænket mig livet
hun lært mig at tilgive lært mig at ta chancer
og forstå hvorfor jeg ik var helt som alle de andre
de mærkelige tanker der overskred sin grænser
og trak mig ned i sølet med anker om min ankler
hun lært mig at tackle dagslyset og følelserne
det tomme hjerte jeg afskyede og alle spøgelserne
hun sagde jeg nok sku lede langt for en ligemand
at jeg en var unik usleben prangende diamant
at jeg ik sq være bange for præstens vievand
jeg var bare en falden engel fanget i drengen Brian
|
||||
14. |
Himlen Bliver Grå
04:14
|
|||
HIMLEN BLIR GRÅ
Himlen blir grå
natten falder på
stjernerne tar over
røber at du sover
gid jeg var der
eller gid du var her
gid jeg var din igen
gid du blev min igen
for intet er det samme
tiden er gået i stå
himlen skifter farve
ja himlen blir grå
himlen blir grå nu
himlen er grå
Du kigger på mig med et blik så smukt at det næsten gør ondt
du ved det er slut men nægter at gå glip af et enkelt sekund
men billetten er for længe købt jeg ligger kneblet fast til skinnerne
i et forsøg på at forsink toget der er lastet med vingerne
stilheden siger det hele for alt andet er allerede blevet sagt
jeg har udlevet livet og tabt som tak for hvad jeg har skabt
det står klart at jeg forlader dig - men du kan ik hade mig
du kan hverken redde mig eller stop giften i mig fra at sprede sig
jeg må bryde stilheden med allersidste farvel - jeg kan ik yde mere -
ka ik udskyde det har solgt min sjæl og alt andet til højestbydende
jeg har set skriften på væggen men har pludselig svært ved tyde den
så jeg flyder hen med de sidste ord drypper fra min fyldepen
jeg danser i mørket mod lyset ført af væmmelige silhuetter
du prøver at væk mig jeg ser ikke engang at du bevæger dine smukke læber
samtlige tanker fordamper jeg famler efter det håndgribelige
mærker et sidste kys før dødens virkning virkelig blir virkelig
det er for sent nu
alt alt for sent nu
for himlen skifter farve
ja himlen blir grå
himlen blir grå
Alt går i stå...
|
Streaming and Download help
If you like Illusionisten, you may also like:
Bandcamp Daily your guide to the world of Bandcamp