Introduktion

Det er Illusionisten kendt som skæbne ændreren –
- menneskekenderen – elskeren - sjæle henteren
det er fællesnævneren den frelsende hævner –
med de hævede næver det arrede væv
og de blodige hænder
Det er enspænderen - ingen kender -
benspænerer der har smagt asfalt
da han cyklede uden hænder
Det er Buffalo soldaten uden Bob Marley dreadlocks
ja Underdogg er horror core som Uncle Howie records
Det er skizoen fra stenbroen
der mistede troen i metroen
kun en sidste zone fra sin endestation
Jeg hvisker i mikrofonen ik til nogen specifikt
for min lyrik er egentlig bare en del af mit eget egotrip
det er fluen på væggen der skiller sig udenfor mængden
der suger igennem på pinden ser den forsvinde
Det er vendekåben med et gemt våben i trenchcoaten
der går gennem tunnelen med åben ild
for at ku se enden på den
den usle taber der knuser tusinde hjerter
udmærker sig i at se ting der ik burde være der
ham der til tider tilbeder sig selv blasfemisk
da han er bange for at alt andet vil ende patetisk
Det er den vakkelvorne sammensvorne -
næstøverst – i rangordnen behøver ik kampvogne - fører krig med tankestorme
det er ærkeenglen Uriel det er Tinmanden
det ingen anden end Mørkets Fyrste
der byder op til kinddans
Det er Illusionisten første vælger til kiste
den triste bevidste knægt der kæmper til det sidste
har intet at miste men alting er satset
den grønne gren er visnet jeg orkede ik passe den
Det er martyren med paraplyen på en sommerdag
der afventer daggryets klarsyn om dommedag
den sjældent kortfatted skumbag med boldbattet
der opfattede tegnene på at regnen bare fortsatte
den intetanende billedbemalende – lille dreng
det er den himmelfaldne bindegale voksne mand
det er den spinkle fyr
det er tvivleren det er drømmeren
det er det bitre dyr det skriveren det er dommeren...
Det er brobyggeren ordstyreren – Det er storrygeren
det er nedbryderen afbryderen – det er afrydderen
det er den splittede maskebærer gemt i kulissen
der nu har trukket sværdet - det er Illusionisten