TomRummet

Jeg knuger de ord jeg vælger at misbruge i flæng
med hovedet klistret til vinduet skulende fra skjulet
åbenbart ubrugelig vil gerne være en anden
men den faldne engel faldt igennem jeg faldt da jeg landede
overmandet af regnen overvejede jeg at sande fejlene
men man må ik lege med sandheden når man ser en anden i spejlet
Jeg ser alle tegnene men er jeg egent til at greje dem
leg med mit hjerte til du fordrejer det - det legende let
jeg kender ik længere vejen hjem kun vejen væk
men tømmer ønskebrønden for drømme - det er legende let
jeg sigter perfekt men har undervurderet distancen
brænder mine broer jeg tror jeg har overvurderet min chance
men søger ly i hendes arme selvom det er flygtigt
på jagt efter ”de levede lykkeligt” jeg ved det er ynkeligt
tårerne presser på regnen falder omgående
mens omtåget dybde bliver undskyldningen for tomrummet

Jeg svæver ud i intet
dagen går på hæld
lader tusmørkets skygger danse med min sjæl

jeg tømmer flasken bruger den som flaskepost
før slaget tolv så jeg ik mister min askepot
smilet er falsk jeg lader som om at alt er godt
men ved hjertet er koldt når jeg lægger masken bort
jeg skruer op for min genkendelige stemmes volume
men ender med at skjule meningen i min hemmelige hule
stjæler det jeg ska bruge og smider resterne fra mig
bruger sorgen som respirator og tårerne til at forsvar mig
men det virker så rigtigt og uventet vigtigt
du ser den jeg er inderst inde som var jeg gennemsigtig
undskyldende illusioner troner op omgående
og fylder tomrummet med alt og intet i stop motion

Elastikken springer sikkert men jeg springer
vingerne er pantsat så jeg aner stadig ik hvor jeg lander
mander mig op men blir overmandet af det indre barn
fødderne slipper vindueskarmen – jeg sigter efter min engels arme
lad os forsvinde sammen til sange af Jeff Buckley
kys mig på kinden elsk mig i vinden og jeg gir et kongerige
jeg erkender at jeg storforbruger af poesien
uforventet fuldstændig forelsket men i utopi
vil kæmp uendeligt for et øjeblik med tæthed
hvor vi ka elske uendeligt mens skæbnen fører penslen
men jeg skal næsten bryde sammen før du lytter
før du bryder min sjæls dans med tusmørkets skygger
fortsætter dog den håbefulde indre kamp
båret af dig til jeg atter får mit eget vingefang
vil undgå det uundgåelige jeg ved det er tåbeligt
men hjertet er rummeligt så jeg sigter efter det uopnåelige