Den Første Sidste Dans

Du siger jeg skal holde mig væk...
at jeg ik skal tale til dig...
at du ik vil kendes ved mig og ringer efter panserne
men jeg blir nødt til at se dig
så det gør jeg hver gang du kigger væk

Langt fra afklaret - tæt på afdanket
min ranglede krop kravler op af bagtrappen
ser du afslappet retter på neglelakken
ser regnen starte men har ingen regnfrakke
mens afmagten fra åbenlyse bagtanker
blanker indsigten i min håbløse fejlmargin
det skramlede hjerte ligger på fejebakken
det er jo bare dødvægt når vi ik må lege sammen
min krop er skrøbelig som Mister Glas
fucked skidt tilpas drugged på sprit og hash
godt tilfreds med en sikker sidste plads
det er mit store kollaps lidt hen af Vinnie Paz´
aben på ryggen har atter bidt sig fast
det er ik den hvide prins nærmere det hvide trash
smilet er falsk som en billig strippers dans
selv kejserens nye klæder vil jeg sikkert ik ku pas´
åndsvagt prøver jeg at dutch solens stråler
med de andre scumbags, goons og horeunger
brænder broer under de blødende fodsåler
og bruger store summer på mine sorte lunger
jeg hungrer hemmeligt efter det gode du rummer
uden at kende hverken navn eller telefon nummer
men jeg elsker dig håber du tror på mig
før solen slukker - og jorden går under

Den første sidste dans
vi går et skridt fortvivlet og vildledt i dit land
vi kender ik til grænser
ej heller til fornuft
men danser dansen fuldt for at favne noget smukt
den første sidste dans

jeg går i hundene - går af helvedes til
det ik dig - det er bare mig - det verdens ældste kliché
men det ingen hemmelighed - jeg gør det her
for jeg har været trist så længe at jeg er afhængig af elendighed
det som en joint lige inden sengetid - det en nødvendighed
når man vil glemme alt hvad man har gennemlevet
så lad vær at tænke på hvad det kunne ende med
ville bare væk og du kunne ik gi’ mig et gemmested
så hvorfor bygge broer - fundamentet er for skrøbeligt
og jeg stikker af så snart at lykken truer
det for sent at vende bøtten nu hvor
lejligheden er trang fordi at tavsheden er flyttet ind som ny beboer
og min facade den har tykke mure,
der ik’ kan gennembrydes af hverken mine venner eller psykologer
for mange løse skruer forgæves løbeture
føles som et maraton når hverdagen bliver tøsesur
og jeg ik kendt for at kæmpe til det sidste
jeg kendt for at være pænt egoistisk
når det er sagt så er jeg næppe værd at samle på
og du har steder du skal se - du har langt at gå
jeg bare en af mange skæbner du møder
hvor munden smiler mens sjælen den bløder
hvor kærligheden den næsten er død og
den sidste dans danser vi med slæbende fødder