Flaskens Bund

Svalerne daler himlen den falder
træerne falmer sammen med englenes latter
tvinger sjatter ned på jagt efter rusen
i kontakt med fornuften men magter ik at bruge den
forskruet forgabt i et utopisk rod men jeg
vikler mig ud igen med blodet fra kuglepennen
men nu er jeg fuld igen langt fra mit fulde fem
og du er ik glemt så vreden ulmer i mig som en hooligan
gløden brænder ud om kap med at jeg bryder sammen
mens du lytter til vores sange med din nye flamme
mens gråden brænder om kap med spritten i halsen
jeg knuger de sørgelige rester mens du pisser i asken
intet var satset men jeg mistet en verden
så nu priser jeg flasken for at lindre lidt på smerten
øjnene brænder - tårerne prøver at sluk dem
men jeg ka stadig se dig for mig så jeg tør ik luk dem

Jeg ser det hele klart gennem flaskens bund
Har ik brug sympati og syndsforladelse
Jeg finder min ro på flaskens bund
Når du ik er melodien jeg synger ballader til
Jeg ser det helt klart gennem flaskens bund
hvorfor det var du gik da jeg mistede fæstet
Jeg finder mine svar på flaskens bund
Tørrer mine våde øjne og bestiller den næste

Panseren gir efter sanserne svigter
blandt en masse ansigter med falske hensigter
forhastede sigter jeg efter bardisken
klart vissen på flugt fra fornuft og paradiset
skriver stadig digte om alt det jeg troede vi havde
sønderrevet og svigtet af Amors brigade
splittet ad jeg bruger spritten som facade
indadvendt befængt misbruger smittet af hadet
ka stadig høre din stemme fortælle mig om verdens ende
så jeg råber op som var stilheden min ærkefjende
jeg teer mig selv om du sikkert ik ser mig
må skære mig til blods for at være sikker på jeg lever
må drukne mine dæmoner med ånden i glasset
imens nattens illusioner udformer min maske
natten blinker dødt til mig ligesom dukkeøjne
slukker jointen choker i sandheden og drukner i løgnen

Troen den mangler solen den brænder
urolig og bange tramper jeg over broer i flammer
gennem skolede rammer og de utro tanker
efter ubrugelige rester og optopiske chancer
mon du har glemt mig eller ka du ik kend mig
er jeg blot et spøgelse - du ser lige igennem mig
og når jeg ringer i min brandert fra barstolen
og erkender jeg elsker dig er det altid efter klartonen
men jeg ringer det sikkert og sikkert ogs senere
og sikkert også i morgen ligetil dit nummer ik virker
underbevæbnet med et sæt bævrende læber
hævede næver det knuste hjerte og en sjæl der flæber
synker længere ned med et bestemmelsessted
langt fra sjælefred men skræmmende tæt på elendigheden
prøver at kast masken - tonerne er falske
men så længe musikken spiller er du den eneste’ jeg vil dans med