MørkeLeg

Da jeg var en lille knægt fløj jeg væk på flyvende tæpper
med mine usynlige venner uden at ha noget at styre efter
dagdrømte om prinsesser og lygtemænd
men om natten lå jeg gemt uden sengen med lyset tændt
et rodet forskruet barn med et hovede i krig
der flettede ord sammen der nu bor i kategorien poesi
der kun lukkede op for sin beskyttende søster
for når natten dukkede op ku end ik stjernerne trøst mig
nogen mente det var min livlige fantasi –
blandet med film som Freddy og den om Mickey og Malory
min far frygtede for de fælder jeg ku falde i
da ik engang hans røst kunne overdøve nattens skrig
lægen kaldt det en form for epilepsi
selvom det mindede lidt om tvangstanker jeg skælvede indeni
min mor påstod at jeg var blev rørt af engle
og gør det stadig uden at blinke trods den mørke himmel

Jeg vil ikke være bange
nej jeg vil ikke lade mig skræmme
jeg lever med at
det lever i mig
forfølges af skygger der vokser og viser mig vej

Da jeg blev lidt ældre smeltede tårerne om til tvivl
stadig afskåret fra omverden og sortseer på livet
var stadig søgende efter min plads ved bordet
men gik også stadig sulten i seng når matchen var afgjort
rystende hænder skæve tænder spinkelt legeme
nede på de begge knæ for at ik miste sjælen
sjældent elsket – for det virker omsonst
jeg var en krøbling ik en søstjerne som Anthony and The Johnsons
jeg var besat af smerten efterladt i natten
først da jeg startede med rappen lyst øjnene bag starter cappen
jeg fandt drømme så smukke jeg måtte røre dem
men så lukkede jeg øjnene overrumplet af mørket
druknede i glas sko alene uden Askepot
var ude hvor jeg ik ku bunde uden at ha fundet en flaskepost
jeg trak sværdet op af stenen men endt i en gabestok
så jeg måtte skriv novemberregnen til dråberne lyste natten op

Nu er jeg forgrædt overtræt klædt i kejserens nye klæder
overhaler indenom uden at komme nogen steder –
holder kursen men er langt fra på rette vej
langt fra mit gamle jeg men begår de samme fejl
på jagt efter kys der ka strejf mig på munden
men er svejset til bunden kan kun ræk ud efter månen
hidkalder tågen så alt forblir hemmeligt
men bryder sammen og synger i regnen ligesom Gene Kelly
pusher det jeg rummer selv de knuste stumper af
af hjertets guldklumper så længe pulsen pumper
og rusker tungsindet til jeg husker de onde ting
jeg ser når jeg lusker rundt i det smukke måneskin
og jeg er sikker på at det er mig som stjernerne blinker til
så jeg springer på et ben efter himlen som en hinkesten
og hvisker med engle - kun jeg selv ka skimte
leger mørkeleg med livet til det viser mig himlen